Hovedprincipper for ejerforhold
Hovedprincipper for GrønnegadeCentret
Revideret november 2024
1. Formål
GrønnegadeCentret indgår som en integreret del af det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde i Hillerød Kommune. GrønnegadeCentrets arrangementer og sundhedsfremmende aktiviteter understøtter initiativerne i kommunens vision ”Læring og livskraft.”
Centret skal have én brugerforening med en bestyrelse, der har ansvar for samtlige aktiviteter. Centerbestyrelsen vælges af og blandt centrets brugere/medlemmer, ved en årlig generalforsamling.
Aktiviteterne/arrangementerne i centret skal være alsidige, tilgodese socialt samvær, medvirke til at skabe og vedligeholde netværk, forebygge ensomhed samt lægge vægt på fortsat udvikling af medlemmernes fysiske og psykiske sundhed. GrønnegadeCentrets rammer og tilbud skal matche medlemmernes behov.
2. Målgruppe for medlemskab
Alle borgere der er fysisk og psykisk selvhjulpne og bosiddende i Hillerød Kommune over 60 år eller førtidspensionist, kan blive medlem af GrønnegadeCentret. Udenbys borgere kan ikke være medlem af GrønnegadeCentret.
Medlemsskab i GrønnegadeCentret ophører ved årets udgang ved fraflytning fra Hillerød Kommune. Der opkræves betaling for medlemskort i overensstemmelse med regler fastsat af Hillerød Kommune.
3. Økonomi
GrønnegadeCentret er en enhed under Hillerød Kommune og følger derfor kommunens, til en hver tid gældende, principper for økonomistyring.
Der betales medlemskontingent for at benytte centret på baggrund af de takster, der godkendes af byrådet. Derudover gives en bevilling, der fastsættes årligt af Hillerød Byråd.
Den øvrige del af GrønnegadeCentrets driftsbudget, herunder løn til ansatte, dækkes af indtægter fra bl.a. medlemskontingent og salg fra centrets cafe.
Hillerød Kommune står for drift og vedligehold af centrets bygninger samt udendørs arealerne.
4. Ejerforhold og drift
GrønnegadeCentret er ejet af Hillerød Kommune.
Den overordnede drift varetages på byrådets vegne af Ældre og Sundhed, som ansætter centerlederen. Repræsentanter fra GrønnegadeCentrets bestyrelse deltager i ansættelsesudvalget.
5. Brugerstyring og personaleforhold for frivillige medarbejdere
GrønnegadeCentrets rammer er bygget op omkring frivillig arbejdskraft, som sammen med centrets lønnede medarbejdere varetager den daglige drift.
Centret er brugerstyret, og aktiviteterne og arrangementerne varetages af frivillige og tovholdere.
De frivillige og tovholderne udfører ulønnet arbejde.
6. Centerlederens ansvar
GrønnegadeCentrets overordnede ledelse varetages, sammen med centerbestyrelsen, af centerlederen der er ansat af Hillerød Kommune under Ældre og Sundhed. Centerlederen samarbejder med afdelingen Ældre og Sundhed og deltager i relevante projekter, som har betydning for GrønnegadeCentrets virke.
Centerlederen er ansvarlig for følgende:
Økonomi:
· At budgettet overholdes
· At prioritere hvordan de økonomiske midler anvendes sammen med centerbestyrelsen.
Personale og driftsledelse:
· Ansættelse af lønnede medarbejdere
· At gældende regler for driftsområdet og ordensreglementet overholdes
· At lede og fordele arbejdet for de lønnede og de frivillige medarbejdere sammen med centerbestyrelsen, at planlægge og tilrettelægge de aktiviteter der foregår i centret herunder at have det samlede overblik over centrets drift.
7. Centerbestyrelsens ansvar
Centerbestyrelsen har ansvar for:
· Centrets aktiviteter og arrangementer i samarbejde med centerlederen
· At sikre lige adgang for brugere/medlemmer via tovholderne og de nedsatte udvalg
· At nedsætte udvalg efter behov og opstille mål og rammer for udvalgene
· Centerbestyrelsens økonomi
· Årlig skriftlig tilbagemelding til Omsorg og Livskraftsudvalget om GrønnegadeCentrets virke
· Økonomiske dispositioner i samarbejde med centerlederen
· Kommunikation og samarbejde internt og eksternt.
I tilfælde af opløsning af centerbestyrelsen skal centerlederen kontakte Ældre og Sundhed umiddelbart med henblik på at etablere en ny centerbestyrelse. Omsorg og Livskraftsudvalget skal orienteres om dette.
8. Centerbestyrelsens regnskab
Centerbestyrelsens regnskab følger kalenderåret.
De arrangementer som centerbestyrelsen vælger at planlægge skal hvile i sig selv økonomisk.
Overskud anvendes til fælles bedste for centrets brugere/medlemmer.
9. Ansvar for aktiviteter
Centerbestyrelsen har, jf. punkt 7, det overordnede ansvar for samtlige aktiviteter i GrønnegadeCentret og dertil hørende økonomi.
Der kan ikke eksistere eller etableres selvstændige foreninger med egne bestyrelse i GrønnegadeCentret, da dette ikke er foreneligt med centrets formål.
Foreninger under Folkeoplysningsloven har mulighed for at få stillet lokaler til rådighed af kommunen i GrønnegadeCentret, såfremt der er lokaler som er ledige og egnede til det formål de skal benyttes til. Hvis en forening under Folkeoplysningsloven eller andre end GrønnegadeCentrets medlemmer ønsker at benytte inventar i lokalerne (fx lydanlæg, klaver og lærred) opkræves der et gebyr for dette, som aftales med og betales til GrønnegadeCentret.
10. Opløsning
Der er alene Hillerød Byråd der kan træffe beslutning om en opløsning af GrønnegadeCentret og træffe beslutning om hvordan de eventuelle resterende værdier i GrønnegadeCentret overføres til gavn for centrets målgruppe.
Godkendt af Omsorgs og Livskraftsudvalget den 27. november 2024