Sidst i maj måned var 44 medlemmer på en 5 dages bustur til Polen.
Ved ankomsten til den polske grænse mødte vi vores guide, Izabela, der er lokal, men taler dansk.
Izabela er utroligt vidende om Polens historie og videreformidlede en stor del heraf til os alle, mens vi kørte rundt til de forskellige byer og seværdigheder, som turen omfattede.
Vi boede under hele rejsen på et velbeliggende hotel i byen Barlinek, tæt på sø og skov. Her spiste og hyggede vi os alle sammen efter dagens oplevelser bl.a. med musik og dans.
Vi bemærkede ret hurtigt, at selv små byer havde mindst 2 storkereder og guiden oplyste, at gamle storke, når de ikke længere kunne passe rederne, blev sendt på storkealderdomshjem, hvor de blev passet og plejet.
En anden ting, som vi alle lagde mærke til, var de polske kirkegårde, som er utroligt velholdte og flotte. Izabela oplyste, at der for de efterlevende er stor prestige i at have kirkegårdens højeste og mest velpudsede granitgravsten og den største blomsterdekoration.
Polakkerne gør rigtig meget ud af indhegne deres huse med alle mulige slags stakitter, og Izabela fortalte, at hegnet ikke blot er til pynt. Det skal beskytte både hus og grund, idet ulve og vildsvin - der findes overalt i Polen - ellers, når der bliver mørkt, ville rasere det hele.
Tak til Tonny for at have fuldstændig styr på os alle sammen samt tak for, at vi måtte gøre brug af din store viden om planter og træer.
Tak til Jer alle, som var med. Sådan en tur er kun vellykket, fordi I var fantastiske at være sammen med lige fra tidligt morgen til sent aften.
Alice Olesen