Værtsskab/frivillighed
Man kritiserer ikke folk som udfører frivilligt arbejde!
GC fungerer, som det hus vi kender, fordi rigtig mange frivillige yder en kæmpestor indsats.
Men der vil altid være forskel på den service og hjælp man får. I cafeen kan en leverpostejsmad kan se ud på en måde den ene dag og anderledes den næste. I receptionen har vi alle forskellige opgaver og er ikke altid eksperter på andre områder. Bladet/ hjemmesiden indeholder altid fejl, selvom vi er mange der læser korrektur, inden fx bladet går i trykken
De fleste er taknemmelige for det store arbejde de frivillige udfører, men det giver desværre til stadighed kritik fra andre.
På stort set alle møder med frivillige/tovholdere har vi haft emnet ”det gode værtsskab” på dagsorden på en eller anden måde de seneste år. Men det har efterhånden modsat effekt end det ønskede. Fra at de frivillige skulle være opmærksomme på det gode værtsskab til det nu er som at blive slået i hovedet, hver gang emnet tages op.
Derfor har vi igen, igen talt om ”det gode værtsskab” i Bestyrelsen.
I referat fra bestyrelsesmødet i september har vi skrevet:
Skønt der er snakket meget om emnet Det gode Værtsskab, er der til stadighed en del kritik, som rammer de frivillige, og i enkelte tilfælde får dem til at opgive frivilligjobbet. Som udgangspunkt kritiserer man ikke folk som udfører frivilligt arbejde og ingen i GC er uddannet til det arbejde de udfører.
Bestyrelsen er af den klare overbevisning at alle frivillige i GC yder deres bedste, med de kompetencer den enkelte har. Rigtig mange tak for det.
Når man vælger at arbejde frivilligt, gør man det både for at bidrage til fælleskabet og for sin egen skyld. Det af at være en del af et fællesskab, skabe sociale relationer og være en del af et netværk taler helt ind i et af Centrets fornemmeste formål.
Nogle frivillige får med tiden sværere ved at klare det arbejde, man tidligere har kunnet og i samarbejde med centerleder, findes andre opgaver, den frivillige kan udføre.
For ligesom man ikke kritiserer folk der udfører frivilligt arbejde, så fyrer man heller ikke frivillige, hvis man kan finde en anden løsning.
Der er selvfølgelig situationer hvor det er på plads at gøre opmærksom på ting der ikke fungerer, og det vil vi meget gerne have at vide. Kritik fremsættes anerkendende og respektfuldt . Gå efter bolden og ikke personen. Eller fremsæt kritikken til de fastansatte eller bestyrelsen, så kan vi prøve at gøre noget ved problemet.
Så bestyrelsen opfordrer til at vi alle udviser tålmodighed, venlighed og taknemmelighed overfor de frivillige, som bruger deres tid og evner på at gøre det bedste for os alle i GC.
Ros og taknemmelighed kan vi ikke få nok af og det får alle mennesker til at vokse og gøre os endnu mere umage. Så mere af det, tak.
På bestyrelsens vegne.
Annette Deleuran