Generalforsamling for Centerbestyrelsen

 

 

Generalforsamling for Centerbestyrelsen

for GrønnegadeCentrets Brugerforening af 20.11.1995

Fredag den 27. februar 2015 kl. 10.00

i GrønnegadeCentret, Grønnegade 15, 3400 Hillerød

 

Deltagerantal: 108

Referat:

01.Valg af dirigent.

Til dirigent valgtes John Ibsø, som konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt og lovligt indvarslet, samt at dagsordenen var korrekt ifølge vedtægten. Dog skulle tilføjes et pkt. 9 Eventuelt.

02. Valg af stemmetællere. 

Som stemmetællere valgtes: Inger Christensen, Alice Schmidt, John Jørgensen, Connie Nielsen, samt Knud Hansen.

03. Beretning fra formand og udvalg. 

Formanden bad forsamlingen rejse sig og mindes dem, der var gået bort i det sidste år. – Formanden glædede sig over det store fremmøde og gennemgik derefter reglerne vedr.  bestyrelsen, som består af 7

medlemmer og 2 suppleanter. Derudover deltager centerlederen, en repræsentant for Ældrerådet, samt en referent. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, suppleanter for 1 år. 3 medlemmer er på valg i ulige år, og 4 medlemmer i lige år. Der skal i år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer. Ved det første møde herefter fordeles udvalgsposterne, også til suppleanterne, som deltager i møderne. Bestyrelsesmøderne afholdes i reglen den 1. torsdag i måneden kl. 10 – 12.30. Der har været afholdt 10 ordinære og 1 ekstraordinært bestyrelsesmøde. Bestyrelsen bærer navneskilte, så medlemmerne ikke er i tvivl om, hvem de kan henvende sig til. Formanden takkede bestyrelsen varmt for et godt samarbejde og stort engagement

2014 har været præget af mange gode aktiviteter, men også udfordringer. Det virkelig store problem er P-pladserne. Problemet begyndte i nov. 2013, og siden har der været et utal af møder med politikere, embedsmænd og ejerne. GC mangler 42 P-pladser, og situationen er kaotisk. Der bør findes løsninger, der holder på længere sigt både for medlemmerne og de omkringboende lodsejere. Bestyrelsen kæmper videre.

Det andet store problem er som sædvanlig busserne. Bussen holder stadig uden for Centret, indtil den nye køreplan kommer. I stedet er der kommet et nyt stoppested ved Stutmestervej, hvor busserne kører dag og aften, samt lørdage og søndage. Der bør etableres et fodgængerfelt og et læskur.

Til stor glæde er nu det store lærred og projektoren i Anemone, storskærm i Bellis og Clematis, et velfungerende lydanlæg og et nyt videokamera med tilhørende videoudstyr. Som det sidste blev en ny scene med mange muligheder leveret. Formanden takkede alle, der havde bidraget både praktisk og økonomisk til, at dette kunne lade sig gøre.

I juni kom Seniorudvalget, samt personer fra administrationen på besøg. – 16. august blev den store lønningsdag, Frivilligfesten, afholdt. Fremover vil festen blive afholdt i august. – Ejnar Nielsen, som yder en stor, frivillig indsats, modtog årets Frivilligpris 2014 ved et kommunalt arrangement hos BiogenIdec. GC glæder sig med Ejnar. – ”Kastaniehaven”fra Åbenrå kom på besøg i august for at lære og få inspiration.  

 De havde stort udbytte af dagen og inviterede personale og bestyrelse til indvielse af deres lokaler i september. – Borgmesteren kom på besøg i oktober og roste Centret varmt. –

Torsdagsbanko og GC’s Venner har hver skænket Centret 20.000 kr., hvilket alle er meget glade for, for der er ønsker: bl.a. Nye lamper i caféen, mørklægningsgardiner i A,B og C, Informationstavle ved receptionen, ny lyssætning i ABC, samt vaser og lysestager til caféen.

Den 17. og 19. marts fejrer Centret 20 års jubilæum, og alle sejl bliver sat til.

Formanden takkede GC’s Venner for både økonomiske gaver og for gode arrangementer. GC’s Venner har generalforsamling den 27. marts, og folk opfordredes til at melde sig ind. – Bankoklubben blev takket for den store gave, og Dansk Røde Kors blev takket for de 2 årlige instruktionsmøder i hjerte-lungeredning og

Hjertestarter. Det er obligatorisk for alle frivillige at deltage i et sådant møde.  

Bestyrelsens beretning består også af udvalgenes beretninger:

 

Sundhedsudvalget ved Hans Rosenkvist:

Udvalget består af 3 medlemmer: Kirsten Dalgaard, Grete Bjerager og Hans Rosenkvist. Der har været 7 møder en gang om måneden på tirsdage kl. 10-12 fra sept.-april i et samarbejde med Hillerød Kommune og Fællessektionen for Ældre og Sundhed. Emnerne under overskriften ”Styrk Sundheden” har været om bl.a. Balance, kost, tænder, dans, velfærdsteknologi, inkontinens, hjertestarter, leg og motion. I 2015 er emnerne foreløbig: ryggen, og pårørende til demente.

Økonomi og Fonds ved Poul Christiansen:

 Økonomi: Følger løbende regnskabsudviklingen i samarbejde med centerlederen. Regnskabet forelægges for bestyrelsen 4 gange årligt.

Fonds: Der har ikke været ansøgt om tilskud fra fonde, men regnskabet ser fint ud. Den nære tilknytning til kommunen medfører oftest afslag på ansøgninger. Dette problem skal der arbejdes på at løse.

Arrangementsudvalget ved Kirsten Larsen:

Der er 11 faste medlemmer, der holder møde hver anden måned. Det er et stort arbejde at træffe aftaler og aftale priser, lægge budget, planlægge underholdning og orientere medierne. Der er et rigtig godt samarbejde om de praktiske opgaver. – Der er 10 faste arrangementer om året, herunder f.eks. nytårskoncert, juletræsfest, damefrokost, modeopvisning, jazzkoncert m.m. – Grønnegaderejserne er en stor succes og dækker et behov for mange medlemmer. Rejsemålene har været Kreta og nu Mallorca og Bornholm.

Oplysningsudvalget ved Inge Lise Jensen:

Der har været 10 medlemmer af udvalget. Opgaverne er : Foredrag – debat – musik – film.

Der har været foredrag den sidste ulige torsdag i måneden kl. 10-12 fra jan.- nov. og været vist film fra oktober om lørdagen en gang om måneden kl. 14-16. – Foredragene er meget populære, og deltagerantallet til filmfremvisningerne er støt stigende. – Informationsmøder lægges om muligt fredag formiddag. Det har bl.a. været med borgerrådgiveren.

Ydre miljø ved Bendt Petersen:

Er ansvarlig for det udendørs område. Leder et cykelhold, som cykler hele året. Beklager, at for få spiller Krolf. Man kan også spille Petanque. 10-12 personer deltager i ”Grøn Patrulje” med Leni Blensø som leder. Takker bestyrelsen for et godt samarbejde.

Frivillige og caféen ved Jytte Nymark:

Har været frivillig siden 1998 og i bestyrelsen i 2 perioder. Har kontakten til de frivillige og med i cafégruppen.

Informationsudvalget ved Lars Østergaard:

Nyder at være formand for en succes! Bladet udvikler sig hele tiden, nu i farver og gratis. Der kommer spændende artikler og informationer. Medlemmerne blev takket for respekten for bladet, at det ikke ligger og flyder. – Ny og spændende hjemmeside startede i slutningen af 2014. Ambitionen er, at man med tiden skal kunne bestille billetter  og booke lokaler på hjemmesiden. Han udtrykte en stor tak til alle i centerredaktionen for en kæmpeindsats.

Teknik og Aktiviteter:

Har arbejdet tæt sammen med scene-, medie- og udstyrsgrupperne. Har anskaffet fast loftskamera i Anemone, kamera og redigeringsudstyr, samt ny mobilscene. Det har været muligt økonomisk på grund af GC’s Venner, Videoklubben, GC og brugerbestyrelsen.  – Medvirker i tovholdermøder for alle aktiviteter, herunder også for motionsholdene og ved indretning af motionslokalet.

Beretningen blev godkendt.  

4. Centerbestyrelsens regnskab ved kassereren.

Kassereren gennemgik regnskabet. Der var indtægter på 82.380 kr. og udgifter for 71. 049 kr. Dermed er årets resultat 11.331 kr.

Egenkapitalen pr. 31.12.2014 er på 174.098 kr.

Regnskabet er underskrevet af kassereren og de 2 revisorer. 

Regnskabet blev godkendt.

5. GrønnegadeCentrets budget og forbrugsrapport ved centerlederen.

Centerlederen oplyste, at der er 1600 medlemmer.

Slutstatus: 1.974.000 kr.

Der er et plus ved årets slutning på 9.000 kr.

Caféen står for 971.000 kr.

Medlemskontingent gav 399.000 kr.

Herudover beløb fra lokaleleje, private fester og foreninger.

6. Indkomne forslag:

Bestyrelsen havde et ændringsforslag til vedtægtens § 7: at ordene ”i lokalavisen” glider ud i forbindelse med annoncering, da det koster 2.000 kr., og der i forvejen annonceres i Centerbladet, på hjemmesiden og ved opslag i GC.

Forslaget blev vedtaget.

7. Valg til centerbestyrelsen/suppleanter.

På valg var bestyrelsesmedlemmerne Hans Rosenkvist, Jytte Nymark og Lars Østergaard, som alle var villige til genvalg.På valg var også suppleanterne Ole Laursen og Inge Lise Jensen, som ligeledes begge var villige til genvalg. Annette Nisbeth og Grete Bjerager blev nyopstillede. Efter en præsentation af kandidaterne gik man over til afstemning. – Der blev afgivet 108 stemmer, heraf var 3 ugyldige.

For 2 år valgtes Hans Rosenkvist (100 stemmer), Jytte Nymark (72 stemmer) og Lars Østergaard (72 stemmer). 

 Som 1. suppleant for 1 år valgtes Grete Bjerager (50 stemmer) og som 2. suppleant for 1 år valgtes Annette Nisbeth (49 stemmer). – Inge Lise Jensen (46 stemmer) og Ole Laursen (42 stemmer) måtte hermed udgå af bestyrelsen.

8. Valg af revisor/suppleant. 

Connie Nielsen blev genvalgt som revisor, og Poul Erik Nielsen blev genvalgt som suppleant.

9. Eventuelt.

En deltager beklagede, at Frivilligfesten skulle holdes i august. Havde foretrukket, at det var i marts, hvor sæsonen slutter, da det er en belønning for udført arbejde. Begrundelsen er hensyn til caféen, som er udkørte efter en anstrengende sæson, og som kan gøre mere ud af det med friske kræfter i begyndelsen af den nye sæson. – Vibeke Tortzen gjorde opmærksom på, at det i år er 100 året for Kvindernes Valgret (1915) og opfordrede til at markere begivenheden ved Kvindernes Sten i Slotsparken.

Formanden glædede sig over en god og demokratisk generalforsamling. Han hyldede de 2 centerledere igennem de 20 år, Birgit Stofberg og Bente Most, som i samarbejde med ansatte og de frivillige har skabt den helt særlige ånd, som bliver beundret viden om.  Formanden takkede også dirigenten John Ibsø for god ledelse og fornem power point-præsentation.

Referent: Vibeke Hansen