Grønnegade 15,

3400 Hillerød.

Telefon 72 32 68 20

 

 

 

Fodbold for seniorer

Danmarks Idrætsforbund (DI) og Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI) har sammen med

Hillerød kommune en visionsaftale ”Bevæg dig for livet - Hillerød” om at få mange flere hillerødborgere gjort idrætsaktive, faktisk 4000 flere i løbet af 5 år. Visionen er et partnerskab mellem DIF, DGI, Tryg Fonden og Nordea-fonden.

En af målgrupperne er seniorer (+60 år) og derfor sammenfaldende med GrønnegadeCentrets målgruppe.

Ålholm Idrætsforening etablerede for 4½ år siden et samarbejde med GrønnegadeCentret om pensionistfodbold. Der blev sat en annonce i avisen så man fik fat i de første spillere, og siden har holdet kunne rekruttere nye medlemmer selv når spilleglade seniorer hørte om det hyggelige fællesskab og gerne ville være med. For tiden er der 26 spillere i aldersgruppen 65-82 år med en gennemsnitsalder på 73 år. Holdet spiller onsdage og fredage kl. 10-11.15 på Selskov Stadion; om sommeren på græsbanerne og om vinteren på kunstgræsset. Kampe mod andre hold og større stævner deltager man ikke i, det er bedst at spille med dem man kender og kan tage hensyn til - hvis der går alt for meget kamp i det, bliver det måske for voldsomt for bentøjet! Der spilles med forkortet bane og mindre mål, men det forhindrer ikke at pulsen kommer op og der kommer sved på panden.

De fleste drenge har spillet fodbold som børn, og her på holdet kommer både dem som har spillet divisionsfodbold og dem som bare har spillet lidt med vennerne i gården. Dét at få bevæget sig er vigtigste; der bliver råbt, grinet, fyret et par kvikke bemærkninger af og diskuteret om bolden nu var ude eller inde, i det hele taget er stemningen let og smilet lurer i øjenkrogen. Det sociale vægtes højt, der bliver råbt højt ”Goddag”, ”Godt at se dig”, ”Hvordan går det?”, ”Er du blevet frisk igen?” og hvad der ellers spørges til i en vennegruppe. Alle bliver set og hørt.

I efterårsferien inviteres børnebørnene til at være med til at spille, det er hyggeligt og de små går virkelig til den - så der må spillerne oppe sig!

Der holdes herrefrokost 3 gange om året: i efteråret, til jul og til fastelavn og i august måned holdes der jubilæumsfest, det eneste arrangement hvor damerne inviteres med.  Coronarestriktionerne laver forandringer lige nu både til træning og angående de sociale sammenkomster, men der findes løsninger fx med færre spillere på holdet og så håber vi at restriktionerne løsnes hen ad vejen.

Der er plads til flere i dette fodboldfællesskab, så har du lyst eller kender du nogen der måske kunne have lyst til at være med, så er det bare at kontakte holdleder Hans Rosenkvist på  20440399 Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.                              og så komme med til træningen og se om det er noget for dig!

 

 

Udskriv Email