Grønnegade 15,

3400 Hillerød.

Telefon 72 32 68 20

 

 

 

Interview med Bendt Pedersen

Bendt Pedersen
Interview ved Else Flydal

Alle kender Bendt! Sådan er det blevet når han næsten dagligt kommer i centret og har været med i utallige ting gennem 15 år. Men det er ikke alle Bendt husker navnet på, det er vel ikke så mærkeligt, når her er 1600 medlemmer!
Bendt startede i GC efter at være blevet alene og efterfølgende havde siddet og kikket ind i hækken i et års tid. Der måtte ske noget.
En lukkevagt om tirsdagen blev den første opgave Bendt påtog sig. Gennem årene er det blevet til en lang række nye tiltag som Bendt har været med til og taget ansvar for. Som medlem af bestyrelsen gennem 12 år havde Bendt ansvar for det ydre miljø, som omfattede alt det fysiske udenfor, selve huset, samarbejdet med andre organisationer, udendørsaktiviteter, parkering osv. Der kom delegationer fra andre lande, som skulle se, hvordan man dog lavede sådan noget som et seniorcenter, hvordan man dog fik så mange til at arbejde frivilligt.
Nu er Bendt gået ud af bestyrelsesarbejdet og har trappet ned, så nu er han kun frivillig i fredagsbaren en gang om måneden - der hvor der serveres stegt flæsk og persillesovs, han har ansvar for vaccinationerne, lukkevagt, infomøderne og rundvisningen, den nye sanggruppe Four Green Jacks, og nå ja så maler Bendt akvarel, er tovholder for det ene male/tegnehold.
Bendt har boet hele sit liv i Hillerød kommune. Bendts arbejde har været som møbelsnedker hos Frits Hansen og senere konservator på Nationalmuseet. Ja faktisk fandtes der ingen konservatoruddannelse dengang, så Bendt har været med til at etablere uddannelsen og været underviser på samme. Jobbet har bragt Bendt langt omkring særligt til kirker hvor det historiske inventar skulle restaureres, men også til Grønland. På spørgsmålet om der er noget der kunne gøre GC endnu bedre end det er i dag, svarer Bendt: Nej, for er der noget man synes der mangler, kan man jo bare gå i gang.
Godt vi har folk som Bendt, så er det nemt at køre et sted med så mange frivillige som her.

Udskriv Email